Racebegrebets realitet - en eminent biologs klassiske analyse af det forbudte emne
John R. Baker; Race. Foundation for Human Understanding
(oprindelig udgiver: Oxford University Press), 1974, 625 sider.
Introduktion
Race af John
R. Baker er en bemærkelsesværdig bog. Der findes sikkert ikke
nogen anden behandling af racebegrebets biologiske og
antropologiske aspekter, der kommer tæt på denne bog, hvad angår
dybde, detalje, lærdom eller stil. Endnu mere bemærkelsesværdig er
bogens synsvinkel. Frem for at undvige emnet om racemæssige
forskelle i relation til evner, er bogen skrevet med netop det
formål for øje at efterforske og afklare disse evt. forskelle.
Dr. Baker, som nu er afdød, var den ideelle forfatter til denne
bog. Han var professor emeritus i cytologi på Oxford University, et
medlem af the Royal Society og præsident for Royal Microscopical
Society. Til disse professionelle kvalifikationer lagde han
yderligere en efterrettelig interesse for, hvad han kaldte det
"etniske spørgsmål", dvs. hele spekteret af måder, hvorpå racerne
adskiller sig.
Kranierne fra hhv. en moderne
europæer og en neandertaler
Skrevet sent i livet er Race dr. Bakers definitive
udtalelse om, hvad han betragter som et af vor tids vigtigste
emner. Fra start til slut er bogen fyldt med lidet kendte,
øjenåbnende kendsgerninger, og den er fascinerende, ja endda
essentiel læsning for enhver, som er seriøst interesseret i
menneskeracerne. Den er suppleret med mere end 80 illustrationer,
og nogle af de simplere stregtegninger er reproduceret her.
Race er organiseret i fire dele. Den første del er et
resumé af, hvad der var tænkt og frit skrevet om raceforskelle op
til 1930ernes afslutning, hvor, som dr. Baker formulerer det,
"tæppet gik ned" for en åben diskussion. Den anden del er en
introduktion til den taksonomiske eller klassificerende biologi,
der omfatter en udtømmende behandling af, hvordan arter,
underarter, racer og underracer identificeres. Den tredje del er en
detaljeret opgørelse over de biologiske forskelle, der adskiller
hovedracerne og underracer. I denne del foretager dr. Baker en
særlig undersøgelse af hvide eller europider, som han kalder dem og
afrikanere (negroider), buskmænd (sanider), australske aboriginals
(australider), keltere og jøder. I den sidste del opstiller dr.
Baker, hvad han betragter som essentielle kriterier til at fastslå,
hvad han helt ligefremt kalder for overlegenhed og underlegenhed.
Ikke overraskende står hans konklusioner i modsætning til herskende
dogmer.
Dr. Bakers historiske gennemgang af, hvad der er blevet skrevet
om etniske forskelle, inkluderer introduktioner til et antal,
personer, som man kunne forvente som f. eks. Comte de Gobineau,
Houston Stewart Chamberlain, Nietzsche, Francis Galton og sågar
Hitler. Dr. Baker beskriver også folk som Johann Blumenbachs
(1752-1840) og Samuel Sommerrings (1755-1830) længe ikke anerkendte
pionerarbejde.
Andre berømte mænd har udtalt sig om spørgsmålet om racemæssige
forskelle og indtil for nyligt havde kun få nogen sympati for
begrebet om lighed. Rousseau mente f. eks., at chimpansen var en
primitive form for menneske, og Kant, Voltaire og Hume mente, at
negeren var europæeren langt underlegen. Dr. Baker husker os på, at
selv Bibelen langt fra er tavs i relation til det etniske
spørgsmål. Israels børn udrydder rutinemæssigt fjender, som de
betragter som underlegne, og i Joshuas 10 bog gør de hele Hivite
folket til slaver.
Det korrekte studie af menneskeheden
I de efterfølgende mere tekniske dele trækker dr. Baker på sin
videnskabelige uddannelse til at behandle homo sapiens som blot
endnu et medlem af dyreriget. "Ingen kender mennesket, som kun
kender mennesket" observerer han og tilføjer: "Man kunne næsten gå
så langt som til at sige, at i relation til det etniske problem, er
det korrekte objekt for studiet af menneskeheden dyrene." Med dette
mener han, at uden en grundig forankring i biologi og taksonomi, er
det umuligt at betragte mennesket med den kølige distance, som
objektiv videnskab kræver.
Dr. Baker skriver, forklarer han, i den ånd, der inspirerede
T.H. Huxley til at konkludere, at "Antropologi er en del af
zoologien (og)... etnologiens problemer er blot de problemer, som
zoologen bliver præsenteret for af de stadigt mere vidt forskellige
dyr, som han studerer." Herved er dr. Baker ude af trit med mange
samtidige samfundsvidenskabsmænd, som synes at tro, at mennesker
helt unikt er undtaget fra arvelighedslovene og fra den slags
kontrol, som alle andre dyr ligger under for.
Dr. Baker fører os sikkert tilbage til biologien med en
gennemgang af, hvordan evolutionen frembragte forskellige arter,
hvordan arterne klassificeres, hybriditetens natur og de
omstændigheder, under hvilke dyr kan gøres villige til at parre sig
med andre arter og racer. Antropologien bliver således til en del
af zoologien. I denne diskussion bliver det ikke desto mindre
klart, at mennesket adskiller sig fra dyr på mindst en vigtig måde:
Mennesker er overordentlige uselektive i deres parringsvaner og vil
kopulerer med individer - f. eks. på tværs af racemæssige linjer -
i forhold til hvem, de er meget fysisk forskellige fra.
Kontrasten med f. eks. syv slags europæiske myg kunne næppe være
større. Deres æg kan adskilles i kraft af bittesmå forskelle, men
voksne er så ens, at end ikke eksperter under et mikroskop kan se
forskel på dem. Hvad eksperter ikke kan, det kan myggene fejlfrit,
de blander sig aldrig.
Dr. Baker rapporterer ligeledes, at Grants gazelle og Thompsons
gazelle lever sammen i blandede flokke og er så ens i udseende, at
det kræver et trænet øje at se forskel på dem. Men de blander sig
heller aldrig. Det er kun ved tæmning, at dyr kan overvinde deres
afsky for parringspartnere, der ikke er som dem selv og dermed
producerer muldyr eller leoponder (en blanding af tigere og
leoparder). Tamme hunde parrer sig udiskriminerende med vidt
forskellige typer, men vilde hunde, som ulve, ræve og prærieulve
parrer sig kun med deres egen slags.
Mennesket er det mest tæmmede dyr og det mindst eksklusive i
sine seksuelle forbindelser - men dets promiskuitet varierer enormt
efter gruppe og individ. Som dr. Baker påpeger, så lykkedes det for
det indiske kastesystem at forhindre sammenblanding selv blandt
racemæssigt ensartede mennesker. På samme tid er der individer,
hvis lyst efter dyr er så stor, at det lige siden Bibelens tid har
været nødvendigt at gøre bestialitet specifikt forbudt.
Menneskets racer og underracer har hovedsagligt udviklet sig på
grund af geografisk separation, men dr. Baker henviser også til,
hvad han kalder "økologiske racer", der udviklede sig til at
udfylde forskellige, men overlappende nicher. F. eks. gør
afrikanske pygmæers lille statur dem egnede til livet i skoven,
mens de større negere lever i lysninger.
Hvis mennesker forsat havde udviklet sig i isolation, eller hvis
de i deres valg af parringspartnere var lige så diskriminerende som
dyr, ville racemæssige forskellige i sidste ende føre til gensidigt
sterile arter. Dette ville have været diversitet af en i sandhed
bemærkelsesværdig karakter.
Tæmning og rejser har ført til en stigende grad af raceblanding,
men dr. Baker spekulerer over en anden mulig grund. Vores fjerne
forfædres kranier viser, at deres olfaktoriske organer var meget
bedre udviklet end vores. Det er også sandsynligt, at det tidlige
menneske havde stærkere lugte end det moderne menneske, og da vore
forfædres parringsvaner sandsynligvis blev styret af lugt ligesom
hos dyr, fjernede dette lysten til at parre sig med ukendte folk.
Selv i dag har racerne forskellige lugte.
Dr. Baker bemærker tørt, at selvom det moderne mennesker er
skrupuløst i selektion af kun de mest lovende avlspar blandt sine
tamme husdyr, giver han aldrig sin egen forplantning den samme
opmærksomhed. "Det følger heraf" tilføjer han, "at vi ikke kan se
efter nogen fremskridt i medfødt intelligens. "
Race og farve
Dr. Baker skriver ret omfattende om hudfarve, men kun fordi race
og farve nogle gange forveksles med hinanden. Han mener selv, at
emnet er trivielt og rent faktisk, at videnskabsmænd siden Darwins
tid har anerkendt, at farve er uvigtigt i relation til at skelne
biologiske former fra hinanden. Dr. Baker påpeger, at det at gøre
farve til racebegrebets hjørnesten, er ligeså dumt, som at tro, at
en rød rose er tættere beslægtet med en rød petunia end med en hvid
rose.
Indole-quinone, basis for
melanin
Australske aboriginals er f. eks. i farve magen til buskmænd,
men det ville være svært at forstille sig to racegrupper, som er
mere biologisk forskellige. På samme måde forklarer dr. Baker, at
nogle af Nordindiens indbyggere har relativ mørk hud, men er
racemæssigt meget tæt på europide mennesker.
Hudfarve er påvirket af farven på blodet, der kan ses igennem
huden, men hovedårsagen til variation i hudfarve er
tilstedeværelsen af forskellige mængder af pigment melanin. Alle
mennesker danner den samme melanin og har næsten det samme antal
melanocytter - forskellen er, hvor meget melanin, der bliver
produceret. De mørkeste afrikanere har synlige koncentrationer af
melanin, selv i det hvide i deres øjne og på deres tunger. Melanin
farver også hår såvel som hud, selvom det er tilstedeværelsen af en
lidt forskellig substans, der kaldes phaeomelanin, der forårsager
"rødt" hår.
Dr. Baker forklarer, at blå øjne ikke skyldes blå pigment, men
fraværelsen af pigment. Øjne forekommer at være blå af den samme
grund, som en snedrives kanter kan forekomme at være blå; rødt lys
og andre bølgelængder passerer igennem, men kortere, mere blå
bølgelængder brydes og spredes og nogle bliver reflekteret tilbage
til beskueren.
Lyshudede mennesker er sikkert efterkommere af mørkhudede
mennesker, som immigrerede fra troperne. Europæeres hud
transmitterer tre en halv gang så meget sollys som afrikaneres hud,
og de ultraviolette stråler omdanner ergosterol i kroppen til
D-vitamin. Mørkhudede mennesker, hvis hud er tilpasset solrigere
breddegrader, kan derfor få rakitis - på grund af mangel på
D-vitamin - hvis de lever i koldere klimaer.
Den tredje del af Race, i hvilken dr. Baker beskriver
de myriader af måder, hvorpå racerne adskiller sig fra hinanden
fysisk, er den mest tekniske. Den inkluderer generelle beskrivelser
af blodkemi, fysiologi og skeletstruktur, med særlig vægt på
kraniets karakteristika. Den introducerer koncepter som
brachycephaly, pædomorfose og kranieindeks.
Kranierne fra hhv. en voksen og en nyfødt
europæer
Det er nyttigt for læseren at have nogen uddannelse indenfor
fysiologi, men dog ikke en nødvendighed. Selv de mest tekniske
passager kan for det meste forstås af den ikke-specialist, som har
fulgt nøje med i tidligere forklaringer, og dr. Baker har sat sine
mest indviklede observationer med mindre typer for at signalere til
lægmænd, at de kan springe over disse uden at miste meget. En vis
grad af videnskabelig detaljering er her nødvendig, ikke mindst
fordi fysiologiske forskelle mellem racerne kræver et vist
vokabularium.
I denne del gør dr. Baker meget ud af at forklarer udstrækningen
af graden, i hvilken nogle racer viser primitive træk - dvs.
fastholdelsen ind i den moderne æra af træk, som vores fjerne
forfædre besad - og pædomorfose - dvs. voksnes fastholdelse af
træk, man normalt associerer med børn.
F. eks. er det indiskutabelt, at australider er mere primitive
end andre racer. Ligesom Pithecanthropus erectus er deres tænder og
underkæber slående store, og deres kranier er dobbelt så tykke, som
nogen anden races. Panden er stærkt vigende, og øjenbrynsbuerne er
så veludviklede, at de minder om Pithecanthropus erectus eller
større abers. Hjernen er kun omkring 85 % så stor som europide
menneskers og den bagerste del har lunate folder, der ikke findes
hos andre menneskeracer, men som minder om dem i orangutangers
hjerner. Ligeledes minder nasalblænden i nogle henseender om
orangutangers.
Buskmændene eller "sanider" udviser på samme måde pædomorfosiske
træk. Deres meget lille størrelse - mændene er ofte ikke højere end
143 cm eller 149 cm - er det mest åbenlyse barnlige træk, der er
bevaret hos voksne. Deres kranier er bemærkelsesværdige korte og
flade, som et europidt spædbarns, og deres øjne er langt fra
hinanden, som en nyfødts. Ansigts- og kropsbehåringen hos begge køn
er meget svagt udviklet og minder om børns. Hos mændene minder
pungen om en præ-pubertærs: Så lille og tæt optrukket at man kunne
tro, at kun en testikel var faldet ned.
Hvad angår negroider finder dr. Baker, bortset fra en hjerne,
der er en smule mindre end europiders og siniders (nordasiater),
ikke nogen karakteristika, der kunne betegnes som primitive eller
pædomorfosiske. Negroider adskiller sig i blodkemi fra andre racer,
og de har bredere skuldre og smallere hofter. Visse stammer som f.
eks. hottentotterne viser ekstrem steatopygia (den såkaldte
"fedtbag") eller forstørrede baller. I visse tilfælde stikker
bagdelen horisontal ud, næsten som en hylde.
Francis Galton, som rejste blandt hottentotterne i 1850 og 1851,
skrev om sådan en kvinde, at han var "totalt forfærdet over hendes
udvikling". Han ville måle hendes dimensioner, men kunne ikke
bringe sig selv til at spørge hende om lov. I stedet for foretog
han observationer igennem sin sexant, og siger han "udregnede
resultaterne ved hjælp af trigonometri og logaritme."
Lige eller ulige?
Spørgsmålet om, hvorvidt afrikanere i gennemsnit er lige i
intelligens med hvide er vigtigt i både De Forende Stater og
England. Derfor vier dr. Baker betydeligt plads til beskrivelser af
afrikanske samfund fra det 19 århundrede, før disse samfund kom i
vedvarende kontakt med udlændinge. Dette er den eneste sikre måde
at vide, hvor langt de havde været i stand til at udvikle sig uden
ydre påvirkning.
Enhver opdagelsesrejsende fandt en bemærkelsesværdig mangel på
udvikling. Intet sort afrikansk samfund havde et skriftsprog eller
en kalender. Ingen brugte hjulet eller praktiserede snedkeri eller
byggede etagebygninger. Jernsmedning var almindelig, men ingen sort
afrikaner byggede, hvad der kunne betegnes som en maskinel enhed,
end ikke en så simpel som et hængsel. Afrikanerne tæmmede
øjensynligt ikke selv dyr, men modtog allerede tamme hunde og kvæg
fra nord for Sahara. Ingen brugte noget lastdyr, på trods af
tilstedeværelsen af store pattedyr, der kunne være blevet
tæmmet.
Våben smedet af jern fra Afrika
Selvom afrikanske samfund i dag beskrives som havende haft en
rig oral tradition, var dette på ingen måder universelt gældende.
Nogle få stammer havde mænd, som kunne recitere deres kongers
historie, men mange var totalt uvidende om fortiden.
Ovahererostammen anvendte f. eks. slet ikke nogen form for
årtælling.
Slaveri og polygami var udbredt. Kongers tilfældige henrettelser
af deres undersåtter og mænds tilfældige henrettelser af deres
koner var almindelige. Nogle få stammer spiste menneskekød, på
trods af, at nogle af deres egne medlemmer synes at have afvist
denne skik. Nogle kystboende indfødte, som så, at slaver fik mad,
inden de blev læsset på skibe for at blive eksporteret, troede, at
europæerne havde til hensigt at spise dem.
Nogle har argumenteret, at årsagen til, at afrikanere viste så
ringe udvikling, var, at den nødvendige indsats for at opretholde
livet var for stor en belastning til at tillade fritid, der kunne
skabe fremskridt. Tværtimod fandt missionæren og den
opdagelsesrejsende David Livingstone, at visse dele af kontinentet
var veritable paradiser:
"For en, som har observeret de
fattiges hårde slid i gamle civiliserede lande, er tilstanden, i
hvilken indbyggerne lever i her, en af herlig lethed. Der er mad så
det bugner, og meget lidt arbejde er nødvendigt for at kultivere
den; jorden er så rig, at ingen gødning er nødvendig."
Selvom dr. Baker ikke forfølger denne ide ret langt, foreslår
han, at det netop var livets lethed i Afrika, der forhindrede høj
intelligens i at være en nødvendighed for at overleve, som den var
i et barskere klima.
I den sidste del af Race drager dr. Baker den eneste
konklusion, som dataerne tillader: Ligesom de adskiller sig
biologisk, adskiller racerne sig mentalt. De er ikke lige så
intelligente eller i stand til at bygge civiliserede samfund. Dr.
Baker gennemgår litteraturen om mentale tests og om intelligens'
arvelighed, og han finder, at den kun bekræfter hans
konklusioner.
Efter at have opstillet et interessant sæt af kriterier for ægte
civilisation finder han, at de første mennesker, som opnåede den,
var sumeerne i det fjerde årtusinde før Kristus. Fysisk er det
sandsynligt, at de var mere tæt beslægtede med kurderne end med
noget andet nulevende folk. Europider og sinider har også skabt
ægte civilisationer, men negroider og australider har ikke.
Dr. Baker anbringer de centralamerikanske mayaer i deres egen
kategori. Deres astronomi og matematik var ekstremt avancerede, og
de var på et tidspunkt de mest sofistikerede i verden. De byggede
store byer og administrerede store territorier. Ikke desto mindre
tøver dr. Baker af flere grunde med at betegne dem som virkeligt
civiliserede: De brugte ikke hjulet eller kommercielle vægte, deres
skrevne sprog var ringe udviklet og deres religion var en samling
af overtro, der ofte var basis for tortur, menneskeofringer og
massemord.
Et bjerg af beviser
Race er et veritabelt bjerg af beviser, som alle kun
kan føre til den konklusion, at racerne adskiller sig i relation
til evner. Ikke desto mindre er dr. Baker helt igennem
videnskabsmand. Han drager ikke nogen yderligere konklusioner og
kommer ikke med nogen forslag til socialpolitiske tiltag. Der er
ikke tvivl hos ham om, at den nuværende ortodoksi om dette emne er
absurd, men han begrænser sin eksegese til at fortolke data.
Indenfor sit emne er Race ikke desto mindre et
magistralt værk, hvilket ingen anmeldelse kan yde retfærdighed. Det
er sikkert det mest ambitiøse og omfattende værk om emnet, der
nogen sinde er blevet forsøgt, og det er med sikkerhed uden
sidestykke, når det gælder behandlingen af de fysiske forskelle,
der adskiller racerne. Det er ikke en let bog - dr. Baker henvender
sig ikke til dovne eller dilettanter - men i disse skræmmede tider
er det et utroligt lykketræf, at en mand med så enorm viden og
evner skulle have valgt at tage en position på den upopulære, men
sandfærdige side af det "etniske problem".
Kilde
Denne artikel er oversat fra den engelske original "The
Reality of Race. An eminent biologist's classic analysis of the
forbidden subject", der oprindeligt blev offentliggjort i
magasinet American
Renaissance, Vol 4, No. 11,
November 1993.